Vedligeholdelsesplan – med fokus på vandrør og faldstammer
Projektet er afsluttet.
6. november 2020:
Opdatering - stigstrengsprojektet
Varme
Det ser ud til, at varme-tidsplanen holder! Her er (som også tidligere udsendt) datoerne for, hvornår I får varmen tilbage:
Nr. 8, lejl. 3 & 4: Har fået varme
Nr. 8, lejl. 1 & 2: Tir. 10. nov.
Nr. 10, lejl. 1 & 2: Tir. 17. nov.
Nr. 10, lejl. 3 & 4: Tir. 10. nov.
Nr. 12, lejl. 1 & 2: Tir. 8. dec.
Nr. 12, lejl. 3 & 4: Tir. 24. nov.
Nr. 14, lejl. 1 & 2: Tir. 15. dec.
Nr. 14, lejl. 3 & 4: Tir. 8. dec.
Kælderrum
En del af jer har spurgt, om de kælderrum dog ikke snart kan åbnes, og vi ved godt, at det er dyrt og/eller irriterende at undvære dem.
Grunden til, at de ikke allerede er blevet åbnet er, at der skal laves en separat varmeforsyning til 6. sal. Det kan ikke bare tilkobles rørene på 5. sal, selv om det var en logisk tanke, og det medfører altså også en del rørarbejde i kælderen.
Vores rådg. ingeniør er dog ved at se på, om dele af kælderen går fri af dette arbejde, så vi kunne åbne de kælderrum, som er uden for arbejdszonen. Vi vender meget snart tilbage om dette og håber, at I det mindste nogle af jer kan få jeres kælderrum tilbage inden længe.
Arbejde i lejlighederne
Selv om det håndværksmæssige arbejde i jeres lejligheder måtte være overstået, skal I være forberedte på uanmeldt besøg. Ikke nødvendigvis af håndværkere men af folk fra bestyrelsen, entreprenøren og vores ingeniører, som suser rundt og tjekker, om alt er lavet korrekt, drøfter rørføringer eller noget andet, som er med til at sikre et godt resultat.
Så selv om det snart var rart med lidt privatliv, må I stadig regne med, at I kan blive forstyrret af og til – i den gode sags tjeneste.
Lyset i gården
I har sikkert bemærket, at gården er oplyst hele natten, endda ganske kraftigt. Det kan virke lidt u-bæredygtigt men skyldes et krav fra Arbejdstilsynet.
En byggeplads skal til enhver tid være så godt oplyst, så ingen – hverken I eller håndværkerne - risikerer at falde over alle de underlige ting, som gården flyder med eller på anden måde kommer til skade på grund af dårlig belysning, og der falder heftige bøder, hvis det ikke overholdes. Så I må leve med, at det er lidt som at være nabo til Orange Scene🎸 (heldigvis støjer det knap så meget).
Fejl og mangler
Som tidligere fortalt indkalder vi på et tidspunkt til fejlregistrering før den store slutgennemgang, men hvis I har bøvl med vandtrykket, ikke har varmt vand i hanen eller har andre problemer med ting, som burde virke nu, så send en mail, så får vi kigget på det.
••••
22. oktober 2020:
Opdatering - stigstrengsprojektet
Lukning for vandet i nr. 16 & 18:
Vandet i 16 & 18 skulle have været afbrudt fra i morges og en uges tid frem, så der kunne laves noget forberedende arbejde i kælderen. Men så viste det sig dælme i morges, at der også i det kælderafsnit er asbest! Vi var ellers af vores tidligere ingeniørfirma efter en undersøgelse blevet fortalt, at der IKKE var asbest der - men det holdt altså ikke. Så derfor blev der ikke lukket for vandet alligevel.
Eksperter har allerede været på inspektion her i formiddags, så vi kan få igangsat en asbestsanering. Den kommer til at vare 14 dage, så hvis vi nu satser på, at den er afsluttet inden for ca. 3 uger (vi skal lige have priser osv. inden igangsætning), kan vi sandsynligvis stadig nå det forberedende arbejde inden jul.
I får varme i radiatorerne:
Nr. 8, lejl. 1 & 2: Tir. 10. nov.
Nr. 8, lejl. 3 & 4: Fre. 23. okt.
Nr. 10, lejl. 1 & 2: Tir. 17. nov.
Nr. 10, lejl. 3 & 4: Tir. 10. nov.
Nr. 12, lejl. 1 & 2: Tir. 8. dec.
Nr. 12, lejl. 3 & 4: Tir. 24. nov.
Nr. 14, lejl. 1 & 2: Tir. 15. dec.
Nr. 14, lejl. 3 & 4: Tir. 8. dec.
Rækkefølgen kan virke lidt spøjs, men det er der forklaringer på, som jeg dog ikke skal trætte jer med. Vi mangler levering af en del håndklæderadiatorer, som er i restordre, men rørene bliver ført ind i badeværelserne med kugleventiler på, og så er det meget let at montere dem efterfølgende.
Entreprenøren føler sig ret sikker på datoerne. Vi er kede af, at det har varet så længe at komme med dem, men vi har ikke følt os sikre nok på tempoet før nu, og vi vil nødigt skuffe jer igen. En typisk pest-eller-kolera-situation😐.
Brugsvand:
De eneste, som lige nu mangler brugsvand, er nr. 14, lejl. 1 & 2, og her kommer det i løbet af ugen. Eneste undtagelse derefter er tre lejligheder i nr. 12, som mangler vand i badeværelserne på grund af nogle specielle forhold.
Udbedring og mangelgennemgang:
Udbedring af hakker, skrammer, skader, rørgennemføringer, stuklofter osv. osv. vil muligvis blive igangsat før jul men vil uden tvivl strække sig forbi nytår. Som bekendt afsluttes hver opgang med en mangelgennemgang, men det giver ikke mening at lave den, før alt arbejde er afsluttet, så vi ved endnu ikke, hvornår der bliver mangelgennemgang.
I bliver alle før mangelgennemgangen indbudt til at fremsende lister med alt, hvad I har af udeståender, som der skal ses på. I har været meget flinke til at sende lister og billeder men vil altså blive bedt om det igen. Det er ikke for at være bureaukratisk men for at sikre, at alle jeres lister er opdaterede, og at intet bliver glemt.
••••
1. oktober 2020:
Generel opdatering
Tidsplan
Der arbejdes stadig på en ny tidsplan, som vi savner kraftigt. Den lange ventetid er dog ikke udtryk for slaskeri men derimod, at der arbejdes meget grundigt på at lægge sikre planer. Det betyder heldigvis ikke, at håndværkerne ikke ved, hvad de skal lave (tværtimod), men vi mangler slut-datoer for de forskellige opgange, hvilket nok er noget af det, som interesserer jer mest. Men der arbejdes på sagen!
Bemanding
Vi har nu 9 VVS’ere på projektet. Det er (en tiltrængt) rekord. Og så ca. 10 andre (borere, tømrere, malere m.v.) oveni.
Corona
Vi har hørt om et par steder, hvor I pludseligt er gået i Corona-karantæne, uden at nogen (i hvert fald ikke bestyrelsen eller entreprenøren) havde hørt om det. Vi har ikke lige tid til at sende vores håndværkere i Corona-karantæne, så husk at give besked omgående, hvis I får et Corona-problem, så håndværkerne m.fl. kan tage forholdsregler.
Nr. 8
Der er fuld gang på fjernelsen af de ”gamle” (dvs. nye) stigstrenge i stuen og boring i badeværelserne til de nye-nye stigstrenge. Også gang i opsætning af radiatorer. I får varme i dem om senest tre uger.
Nr. 10
Næste i rækken til processen i nr. 8. Vi håber at have varme på, inden det bliver ordentligt koldt – og ellers løser vi det med el-varmeblæsere.
Nr. 12
Følger efter nr. 10, men her bliver helt sikkert brug for el-varmeblæsere, som forventes at ankomme ca. 15. okt.
Nr. 14
Der er fuld gang på at lave vand til køkkenerne i lejl.type 1 & 2 (dvs. ind mod nr. 16). Vil tage ca. en uge endnu, hvorefter tømrerne skal genopsætte skabe osv. Varigheden er her en smule uforudsigelig, men 2-3 uger er et godt bud på, hvornår I får jeres køkken igen. Der går desværre længere tid, før der er vand på badeværelserne. I får også el-varmeblæsere ca. 15. oktober.
Nr. 16 & 18:
Her sker som bekendt ikke noget i lejlighederne, før vi har passeret nytår, men der arbejdes på installationerne i kælderen og etablering af stigstrenge på bagtrappen.
El-varmeblæserne
til 12 & 14 (og andre efter behov) ankommer som nævnt ca. 15. oktober. Og ja, der bliver gjort tanker omkring støtte/kompensation til den dyrere el-opvarmning.
6. sal
Det hed sig tidligere, at der ikke skulle laves noget på 6. sal (hos jer som har sådan en), men den holder desværre ikke. Der skal laves ny rørføring fra de nye stigstrenge på bagtrappen frem til jeres radiatorer på 6. sal, og da der ikke er to ens 6. sals-lejligheder, er der stor forskel på, hvor let eller svært det bliver at lave. Der vil derfor blive en gennemgang af alle 6. sals-lejligheder, men arbejdet går først i gang, når de øvrige etager i nr. 8, 10, 12 & 14 har varme i radiatorerne. Derfor vil I mangle varme på 6. sal et stykke tid længere end på 5. sal.
Julepause
Vi ved endnu ikke helt, hvornår arbejdet slutter før jul, men vi ved, at det går i gang igen mandag d. 4. januar.
••••
25. september 2020:
Nyt om tidsplan og prioritering
Kære med-beboere Der arbejdes på højtryk for at skabe en holdbar plan og sikre den savnede fremdrift i vores projekt. Der mangler stadig en del i planen, men her er, hvad vi ved:
Den overordnede tids-prioritering er at
1) blive færdige inden jul i nr. 8, 10, 12 & 14 (i nævnte rækkefølge)
2) at sikre alle en uforstyrret juleferie
3) at sikre et effektivt forløb i nr. 16 & 18 (efter nytår)
Det er således planen, at nr. 8, 10, 12 & 14 skal være færdige inden jul, og at arbejdet i lejlighederne i nr. 16 & 18 først påbegyndes efter nytår.
Ny placering af radiator-stigstrenge
På mandag påbegyndes fjernelsen af de nye (men ”forkerte”) radiator-stigstrenge i stuerne og opsætning af nye i badeværelserne, først i nr. 8 og så i 10. I nr. 12, hvor der endnu ikke er opsat radiator-stigstrenge, skal der ikke laves noget om – der skal ”kun” bores huller til den nye rørposition i badeværelserne.
Vand i nr. 12
Alle lejligheder i nr. 12 har vand fra først i næste uge, men I vil få en kortere afbrydelse af vandet i badeværelset, når der om et stykke tid skal skiftes til den nye rørføring. I vil dog til den tid have vand i køkkenet hele tiden. Den nye rørføring på bagtrappen vil først blive etableret, når rørarbejdet i nr. 10 er færdigt.
Vand i nr. 14
Lejligheder til venstre (type 1 & 2) kommer til at mangle vand et stykke tid endnu, men dette har høj prioritet. Køkkener laves først, derefter badeværelser. Vi ved endnu ikke, hvornår det hele er færdigt, men der arbejdes på højtryk. Lejligheder til højre (type 3 & 4) får vand i løbet af næste uge men vil på et senere tidspunkt få lukket for vandet til badeværelserne i 3-10 arbejdsdage, fordi der skal skiftes til den nye rørføring på bagtrappen. I vil dog i denne periode have vand i køkkenet.
Nr. 16 & 18
Arbejde i lejlighederne udsættes som nævnt til kort efter nytår. Der bliver og vil fortsat blive arbejdet i kælderen, og der vil blive installeret stigrør på bagtrappen. Det vil betyde kortvarig afbrydelse af vandet (som altid bliver varslet forud). Vi vil stadig gerne have nøgler til alle lejligheder hurtigst muligt.
Varme, når det bliver koldt
Nr. 12 & 14 (og måske 10) når ikke at få installeret radiatorer, inden det bliver nødvendigt med opvarmning. Vi vil sørge for alternative varmekilder (varmeblæsere el.lign.), så ingen kommer til at fryse.
Genåbning af kældre
Ændringerne i rørføringerne betyder, at der også skal arbejdes længere i kælderen end tidligere antaget. Dette berører alle kælderafsnit. Derfor ved vi ikke i dette øjeblik, hvornår kældrene igen kan åbnes men vil selvfølgelig åbne dem så hurtigt som muligt i takt med, at arbejdet gøres færdigt. Endelig kan vi fortælle, at der nu er 8 VVS-svende på projektet mod tidligere 6. Vi arbejder som nævnt stadig på tidsplanen, og I får mere info i takt med, at detaljerne kommer på plads.
••••
25. september 2020:
Nye radiatorstørrelser
Kære med-beboere
Den nye plan for radiatorer ligger nu fast, og som varslet bliver de væsentligt mindre. Til gengæld er vi nødt til at holde det foreskrevne antal radiatorer, dvs. 3 pr. lejlighed.
Herunder planen i hovedtræk. Se i øvrigt vedhæftede radiatorblad.
1) Stueradiatoren bliver 80 cm lang, i stuelejligheder dog 100 cm (pga. større varmetab til kælderen). Højde og dybde er uændret, hhv. 90 cm og ca. 18 cm (monteret). Placeres på støbejernsradiatorens oprindelige plads (dog ikke inde i nicher). Væggen mod badeværelset er af koks og egentlig for svag til radiatorer. Den vil derfor kun blive brugt, hvis det er umuligt at bruge den anden væg.
2) Soveværelsesradiatoren bliver 60 cm lang og 13 cm dyb (monteret). Højden er 90 cm.
a) Hvis det er umuligt at indpasse ovennævnte i soveværelset, får I i stedet en i soveværelset, som kun er 40 cm lang.
b) Hvis det også er umuligt, monteres den 60 cm lange radiator i entreen.
c) Hvis det også er umuligt, får I en 70 cm lang og 40 cm høj radiator i entreen, monteret over døren til ind stuen (altså oppe under loftet).
3) Da varmetabsberegningerne er strammet kraftigt til, kan vi kun fravige ovennævnte prioritering, når det vitterligt er umuligt f.eks. at montere en radiator i soveværelset.
4) Håndklæderadiatoren bliver større, nemlig 110 cm høj og 60 bred. Den tidligere, som var 72 cm høj og 40 bred, vil kun blive brugt, hvis der ikke er plads til den større model (som i øvrigt er nemmere at hænge håndklæder på).
5) 6. sal får separate radiator-stigrør på bagtrappen, da det er en bedre løsning. Derved slipper I for synlige rør til 6. sal samt afspærringsventil under loftet på 5. sal.
••••
22. september 2020:
Nye åbningstider i skurvognen fra 28. september
Kære alle
Byggelederen, Claus Søndergaard, har ændret på besøgstiden i skurvognen, så der er lidt bedre muligheder for at finde et tidspunkt, som også passer i jeres dagligdag😊
De nye besøgstider, som gælder fra næste uge (28. sep.) er:
- Mandag - tirsdag kl. 8.00-9.00
- Onsdag kl. 10.30-11.30
- Torsdag - fredag kl. 7.00-8.00
••••
17. juni 2020:
Projektpause i nr. 12, 14, 16 og 18
Kære med-beboere
For et par uger siden viste det sig, at malingen i de gamle rør indholdt både bly og PCB (et miljøfarligt giftstof). Det truede med at skabe forsinkelse, fordi det så skulle undersøges, om der krævedes særlige forholdsregler ved nedtagning. Heldigvis blev forsinkelsen kun nogle få dage. Til gengæld har arbejdet i hver enkelt lejlighed haft mange afbrydelser, fordi der har skullet tages stilling til alt muligt uforudset – og det koster tid. Først da vi indførte en ”arbejdsgennemgang”, hvor rådg. ingeniør, entreprenør og en fra bestyrelsen sammen gennemgår hver lejlighed, kom vi så langt ned i detaljerne, at alt kunne fastlægges og de tekniske tegninger kunne rettes til, så håndværkerne havde det nødvendige arbejdsgrundlag. Vi lavede i mandags arbejdsgennemgang i nr. 8 og er ikke i tvivl om, at det er den rigtige måde at forsætte på. Men det har taget tid at komme så vidt, og vi må vist bare konstatere, at alle parter har undervurderet kompleksiteten af de tekniske udfordringer i vores ejendom. Alt imens er nr. 8 og 10 uden vand, hvilket ikke er specielt morsomt. Vi har derfor besluttet: • Alle kræfter sættes ind på at gøre 8 & 10 færdige, så I kan få vand igen. Vi forsøger bl.a. at hyre flere VVS’ere ind, så der kan komme mere fart på. • Vi nedprioriterer færdiggørelsen af radiator-arbejdet til fordel for vand i lejlighederne. Det vil betyde længere tid med håndværkere i lejlighederne, men det er bedre end at mangle vand. • For at gøre den vandløse periode så kort som muligt i nr. 12 og fremefter venter vi med at gå i gang her, til 8 & 10 har vand igen, og vi har alle VVS’erne til rådighed til de næste opgange. Arbejdet i kælderen til 12 & 14 går i gang efter planen, dvs. på mandag (her medvirker VVS’erne ikke i første omgang), så rydningen af den har ikke været forgæves! Når vi er så langt med 8 & 10, at vi føler os sikre på, at alt kører, som det skal, kommer vi med en ny tidsplan for de øvrige opgange.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
27. Maj 2020:
Seneste tidsplan
Kære med-beboere
Hermed en tidsplan, helt frisk og ny-revideret efter asbest-forstyrrelsen. Det har taget længere end det burde, hvilket vi undskylder meget, men det har ikke været let at få samling på de nødvendige informationer. Men her er den altså! Og den rummer både en god og en dårlig nyhed.
I får alle et varsel 3-4 uger før det går løs i hver opgang, så I har tid til at aflevere nøgler og gøre klar til håndværkerne. Kælderrummene skal være tømte mandagen før håndværkerne går i gang (se tidsplanen). Spørgsmål er som altid velkomne på faldstammer@strandbo1.dk eller i skurvognen på hverdage ml. 8 og 9.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
27. Maj 2020:
Seneste tidsplan
Kære med-beboere
Hermed en tidsplan, helt frisk og ny-revideret efter asbest-forstyrrelsen. Det har taget længere end det burde, hvilket vi undskylder meget, men det har ikke været let at få samling på de nødvendige informationer. Men her er den altså! Og den rummer både en god og en dårlig nyhed.
I får alle et varsel 3-4 uger før det går løs i hver opgang, så I har tid til at aflevere nøgler og gøre klar til håndværkerne. Kælderrummene skal være tømte mandagen før håndværkerne går i gang (se tidsplanen). Spørgsmål er som altid velkomne på faldstammer@strandbo1.dk eller i skurvognen på hverdage ml. 8 og 9.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
7. Maj 2020:
Stigestrengsprojektet - Asbest = Udsættelse
Kære med-beboere
Arbejdet i kælderen til nr. 8 og 10 er lige blevet forstyrret af, at der i går blev fundet mere asbest, end der var taget højde for. Vi vidste, at der var asbest i isoleringen i rørbøjningerne i kælderen, men det viser sig nu, at det også findes i de lige rørafsnit, som der naturligvis er mange flere meter af end bøjninger. Desuden er der muligvis asbeststøv i kælderen fra tidligere reparationer af rørsystemet. Med det nye asbestfund er vi ifølge reglerne forpligtede til at lave nye undersøgelser for at klarlægge, om der skal udarbejdes et separat saneringsprojekt, i hvilket tilfælde der også skal indhentes tilbud på det. Det betyder, at vi ikke går i gang med opgang nr. 8 på mandag. Der bliver derfor heller ikke lukket for vandet. Undersøgelserne er allerede sat i gang, men asbestfundet kommer sandsynligvis til at skubbe hele projektet – hvor meget ved vi dog ikke lige nu. Ironisk nok ville vi i dag have opslået en fin tidsplan over hele projektet, men den må så lige vente lidt. Vi synes, det er ret træls. På den anden side: Egypten havde 10 plager, og så er vi jo sluppet billigt, selv vi måske ikke er færdige endnu. Det næste bliver vel rotter på loftet! I hører fra os, snart der er nyt, og så håber vi, at alle jer i nr. 8 vil nyde jeres varme brusebad ekstra meget i næste uge.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
27. April 2020:
Læs mere om stigstrengsprojektet i informationsfolderen
Nyttig information om stigstrengsprojektet i informationsfolderen.
••••
27. April 2020:
Vigtige datoer for de kommende uger
Kære med-beboere
Hermed datoer for de nærmeste uger, så I ved, hvornår det går løs hvor:
- 28 apr. – 1. maj: For-registrering i nr. 8 & 10. Besøg i lejlighederne, hvor tekniskedetaljer klarlægges, så arbejdet kan forberedes.
- Man. 4. maj: Arbejdet med opsætning af skurvogne og wc- og badefaciliteter igården påbegyndes.
- Man. 4. maj: Kælderen til nr. 8 & 10 skal være tømt
- Man. 11. maj: Arbejdet i lejlighederne i nr. 8 og kælderen til nr. 8 & 10 begynder
- Man. 25. maj: Arbejdet i lejlighederne i nr. 10 begynder
- Man. 25. maj: Kælderen til nr. 12 & 14 skal være tømt
- 25-28. maj: For-registrering i nr. 12 & 14 (cirka-datoer)
- Tir. 2. juni: Arbejdet i lejlighederne i nr. 12 og kælderen til nr. 12 & 14 begynder
Alle datoer er med forbehold for alt muligt, men mon ikke planen holder nogenlunde. I får allesammen et ”14-dagesvarsel” ca. 2 uger før, det går løs i jeres opgang.
••••
23. April 2020:
Prisaftale med Pelican Self Storage, Kalkbrænderihavnsgade 3
I forbindelse med rydning af kælderrum er der mulighed for at opmaganisere hos Pelican Self Storage. Læs mere om vores aftale med dem ved at trykke på link.
••••
22. April 2020:
Genstart af stigstrengsprojektet
Kære med-beboere
I samråd med vores rådgivere og øvrige projektpartnere har vi vendt og drejet situationen og besluttet at genstarte projeket – naturligvis med de særlige forholdsregler, Corona-situationen kræver.
Vi regner med, at arbejdet i nr. 8 går i gang man. d. 11. maj og i nr. 10 man. d. 25. maj. Øvrige opgange følger derefter med 1-2 ugers interval. Arbejdet i kælderen til nr. 8 & 10 går også i gang mandag d. 11. maj.
Vi kommer meget snart med en tidsplan for hele forløbet, så I kan se, hvornår det går løs i de andre opgange og kælderområder.
Vi har i øvrigt lavet en teknisk ændring, idet faldstammerne ikke udskiftes (som ellers besluttet af generalforsamlingen) men ”strømpefores”. Lige så godt, billigere og sviner langt mindre end en udskiftning! Bør dog lige nævnes her, da vi jo ikke bare sådan kan ændre på beslutningerne i stilhed.
Mht. opmagasinering har vi lavet en god rabataftale med Pelican Self Storage på Kalkbrænderihavnsgade 3, som I kan benytte jer af. Det kommer vi tilbage til inden ret længe.
Vi har også en informationsfolder på trapperne – vi regner med at have den klar inden for en uge. Den vil give svar på mange af de spørgsmål, I uden tvivl har.
Vi ved godt, at vi stadig befinder os i en meget speciel tid – og det er entreprenøren og håndværkerne også godt klar over. Derfor vil vi også være meget omhyggelige med, at alle forholdsregler tages, så vi får et godt projekt på trods af Coronasituationen.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen :)
Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
6. April 2020:
Rydning af kælderrum!
Kære med-beboere
Mens vores Corona-ramte land næsten står stille, vil vi lige komme med lidt info om projektet og rydning af kælderrummene.
Hvis alt går, som Mette Frederiksen og resten af nationen håber, vil det måske være realistisk - og forsvarligt - at genstarte projektet i løbet af maj måned. Det vil uden tvivl kræve nogle særlige forholdsregler vedr. Corona, men det ved vi mere om efter påske.
Hvad vi til gengæld ved allerede nu er, at kælderen bliver fuld af asbeststøv, når den gamle isolering fjernes. Asbeststøv er noget rigtigt møg, så for at det kan fjernes 100%, skal ALT i kælderrummene fjernes - lige til det sidste syltetøjs-glas. Ret irriterende, men det er den eneste måde at kunne gøre kælderen ordentligt ren på, så den er sund at komme i i fremtiden.
Vores forslag er, at I bruger lidt af påsken til at gennemgå jeres kælderrum og sorterer i jeres ting – så er det halve arbejde gjort, når kælderen skal tømmes.
Selv om det ville være dejligt, har vi har ingen mulighed for at fremskaffe opbevaring for jer, men vi forhandler med Pelican Self Storage på Kalkbrænderihavnsgade om en god fællesaftale. Mere info herom følger, når vi har detaljerne på plads.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen – og rigtig god påske! Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
21. Marts 2020:
Stigstrengprojektet er udskudt!
Kære med-beboere
Corona-situationen har i den grad vendt op og ned på vores lille land – og på vores projekt. Vi i bestyrelsen såvel som entreprenøren og vores rådgivere er enige om, at det er helt utænkeligt at påbegynde projektet på nuværende tidspunkt. Det vil ganske enkelt ikke være forsvarligt, hverken over for os beboere eller de håndværkere, som skal udføre det praktiske arbejde – og det vil også være stik imod myndighedernes anbefalinger. Vi har derfor udskudt projektet på ubestemt tid. Først når myndighederne vurderer, at vi danskere igen kan begynde at leve nogenlunde normalt, vil det være forsvarligt at fortsætte projektet. Hvornår det sker, er der dog ingen af os, som tør gætte på. Vi vil være i løbende kontakt med projektets parter, følge nøje med i medierne og afvente det tidspunkt, hvor projektet kan sættes i gang igen – og håbe, at I alle sammen kommer sunde og raske igennem denne nationale krise.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen Katrine, Jonas, Kasper, Lars & Sebastian
••••
8. Marts 2020:
Rydning af kælderrum
Kære med-beboere
Hermed lidt info om, hvad der skal ske i vores kælder.
Det bliver desværre nødvendigt at tømme kælderrummene i en periode, for at der kan monteres nye rør. Det bliver ret omfattende, da der som bekendt er asbest i det isoleringsmateriale, som i sin tid blev brugt til rørene i kælderen. Så alt skal skærmes af og håndteres efter en masse asbest-regler.
I må derfor forberede jer på at skulle tømme jeres kælderrum i en periode. Vi ved godt, at det er ualmindeligt træls, men der er desværre ikke nogen anden måde at gøre det på. Vi skal nok gøre vores yderste for, at det hele kommer til at forløbe så glat – og hurtigt - som muligt.
Vi kender endnu ikke det præcise tidsrum for, hvornår hvilke dele af kælderen er berørt, men vi giver jer besked, så snart vi kender det – forhåbentligt inden for 2 uger.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen
••••
7. Marts 2020:
Nu starter renoveringsprojektet snart
Kære med-beboere
På generalforsamlingen i 2018 vedtog vi at udskifte alle radiatorer og rørsystemer i vores dejlige ejendom – og nu nærmer tiden sig!
Det bliver et stort projekt, som kommer til at vare det meste af året, og det bliver desværre meget forstyrrende for os allesammen – som renoverings-projekter jo ofte er
Til gengæld får vi varmt vand i hanerne med rigeligt tryk på, nye radiatorer, som bliver meget lettere at regulere – og forhåbentligt 40-50 år uden lækager og vandskader. Vi kommer også af med vores asbestholdige isolering i kælderen, og det er jo meget rart.
Entreprenøren er i øjeblikket ved at færdiggøre tidsplanen og regner med, at arbejdet i de første opgange går i gang midt i april.
Derfor lige dette forvarsel fra os i bestyrelsen. Vi kommer med mere information inden for 1 uge, så snart vi præcist ved, hvor og hvornår arbejdet går i gang.
Mange hilsner fra os i bestyrelsen
Katrine, Jonas, Kasper, Sebastian & Søren
••••
2018
Som led i foreningens arbejde med at reducere sin omkostninger og sikre en moderniseret og opdateret ejendom, har vi gennem en laengere periode haft saerlig opmaerksomhed på de lodrette stigstenge, vandrør og faldstammer.
Det forventes at foreningen indenfor den naere fremtid vil påbegynde et projekt herom, i forlaengelse af den seneste vedligeholdelsesplan som drøftet på generalforsamlingen 2017. Bestyrelsen er meget interesseret i beboere der vil hjaelpe med at sikre at dette store og renoveringsprojekt kommer sikkert i havn. Skriv gerne til bestyrelsen på strandbo1.dk.
••••
2012
Vandforsyning, undersøgelse
Baseret på de tilbagemeldinger, vi modtog på generalforsamlingen om vandtryk, temperatur og problemlejligheder, har Niels Jørgen Diemer været lidt rundt i ejendommen og har indtil videre kun kunnet konstatere lokale problemer med tilkalkning eller privatinitierede nyinstallationer. Men I modtager nok alle et spørgeskema om emnet, hvis vi bliver ved med at høre om vandproblemer ud over dem, NJ har fikset.
••••
2011
Vandforsyning, undersøgelse
På årets generalforsamling vedtog foreningen at forsøge at få et overblik over vandrørenes generelle tilstand. Bestyrelsen får løbende henvendelser fra beboere, som oplever problemer med vandtemperatur og vandtryk. For at komme disse gener til livs, gennemfører vi en spørgeskemaundersøgelse og håber på alle beboeres deltagelse.